Tømmerflåde på Lyngby sø med tropspejderne

Tropspejderne var som en del af mærket "Søspejd" ude og sejle på tømmerflåde på Lyngby sø. Spejderne havde på mødet inden turen trænet i at bygge rammen og fastgøre tønderne forsvarligt, så de ikke skulle opleve, at flåden gik fra hinanden under dem, mens de var på vandet. 

Turen blev afholdt søndag d. 8. maj og startede allerede kl. 10 med at bære, rulle og slæbe materialerne ned til søbredden ca. 500 meter væk fra spejderhuset. Her blev flåden så bygget og sat i vandet. Missionen var at sejle hen til iskiosken Havnehytten omtrent 1 km væk fra udgangspunktet.
Det viste sig dog svært at padle imod den lette vind, med den relativt store modstand som olietønder laver i vandet, så flåden blev sat i land igen efter 300-400 meter, og den resterende tur til iskiosken blev tilbagelagt til fods. Lidt snyd men godt kæmpet :) 

Afslutningsvist blev flåden sejlet tilbage til den pynt, hvor den blev bygget, skilt ad og delene båret tilbage til spejderhuset, Stalden. Tidsplanen skred, men det var hele bøvlet værd. Vejr som det der var den dag, havde man i øvrigt ikke turde håbe på. Det var en fantastisk dag. 

 




25/05-2016