24
Feb
17:00-19:15
Vinterbålaften inkl. generalforsamling 2025
Virum-Sorgenfri Gruppe inviterer til Vinterbålaften som er spejdersæsonens andet sstore arrangement for alle gruppens spejdere samt deres forældre og søskende!
Det bliver en aften i gruppens tegn med bål, sketches samt afholdelse af generalforsamlingen. Det er vigtigt at vide, at som forældre er I spejdernes repræsentanter i foreningen og dermed til generalforsamlingen!
Vinterbålaften og generalforsamling
24. februar 2025 kl. 17:00-19.15
Paradissalen i Sorgenfri Kirke
(alle ugens spejdermøder, rykkes til denne dag)
Aftenens program er som følger:
Kl. 17.00-17.45: Aktivitet og generalforsamling
Spejdere og søskende laver aktiviteter udendørs.
Imens bliver forældrene indendørs og deltager i gruppens årlige generalforsamling for alle medlemmer. Vi skal høre fra spejderne, hvad de har lavet af aktiviteter i løbet af sæsonen, godkende regnskab og budget , samt afholde valg til Gruppebestyrelsen, som består af forældre i gruppen.
Kl. 17.45-18.30: Spisning
Vi har fyret op under vores lækre bålgryde og store grill ude på kirkepladsen og serverer sprøde hotdogs og en varm vinterdrik.
Kl. 18.30-19.15: Vinterbål
Vi slutter aftenen af med et indendørs lejrbål med sang og sketches fremført af spejderne, indslag fra lederne og teasere for det næste halvårs arrangementer.
Prisen er 25 kr. pr. deltager (voksen eller barn). Der kan også købes drikkevarer. Betales via MobilePay på dagen. Overskuddet går til spejderarbejde.
Vi glæder os til at se jer til en hyggelig aften i gruppens tegn!
Mange hilsner
Gruppeledelsen og gruppebestyrelsen
Dagsorden for generalforsamlingen
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Aflæggelse af beretning v. spejderne
- Godkendelse af regnskab 2024 v. kasserer
- Gennemgang af budget 2025
- Forhandling af gruppens arbejde fremover herunder indkomne forslag og planer for udvikling og vækst
- Valg af gruppeleder og gruppeassistenter
- Valg af medlemmer til gruppebestyrelse. Der skal i år vælges 2-3 nye medlemmer. De siddende 3 medlemmer har 1 år tilbage af deres periode.
- Valg af to revisorer
- Eventuelt
Indkaldelse, dagsorden, regnskab 2024 + budget 2025: Tilgår
Hvad er Gruppebestyrelsen?
Eventbilledet er taget af Johny Kristensen