Mindeord for Henrik Madsen

Virum-Sorgenfris helt særlige leder og spejderven, Henrik Madsen er gået bort lørdag den 24. februar, 53 år gammel. Henrik blev bisat fra Raklev Kirke tirsdag den 6. marts på en smuk, frostklar dag med solskin fra en blå himmel. En stor flok spejdere, heraf ca. 35 ledere fra Virum-Sorgenfri, deltog i bisættelsen for at ære Henrik og sende ham godt afsted på sin sidste rejse.

 

Henrik Madsen har sat et tydeligt og positivt aftryk på KFUM-spejderne i Virum-Sorgenfri igennem de knap 25 år, han har været aktiv leder i gruppen. Ethvert medlem af gruppen kender ’Henrik Madsen i kørestol’ og adskillige børn, voksne og forældre har gennem tiden nydt godt af hans varme, positive og humoristiske tilgang til verden.

Vi vil for altid inspireres af Henriks engagement og hans nysgerrige tilgang til verden. Hans initiativer har sat sine tydelige spor i gruppen og bidraget til spejdergruppens fællesskab på tværs af både alder og interesser. Med Henrik har vi mistet en nær spejderven. Men Henriks gå-på-mod vil forblive en evig inspirationskilde og et forbillede for alle, som har kendt Henrik som spejder.

 

Gourmetspejder
Henrik elskede at lave god mad og formåede at inspirere børn og voksne prøve kræfter med mange forskellige ingredienser og madlavningsteknikker. Maden blev gerne tilberedt over bål og helst ud fra mantraet om, at stanniol ikke hører hjemme i naturen. Hvert år var Henrik fast inventar til gruppens store Sankt Hans arrangement, hvor han stod for at instruere børn og voksne ud i kunsten at lave snobrød. Som regel kunne han lange 15 kilo snobrødsdej over bordet i løbet af ganske få timer.

Henrik havde en unik forståelse og et utrætteligt engagement i at udfordre børnenes smagsoplevelser og har hjulpet mange unge spejdere til at prøve kræfter med nye og anderledes retter, som f.eks. forloren elg over bål eller vildsvin stegt i grubeovn. De anderledes retter blev gerne afsluttet med lækkerier som bål-chokoladefondue med frisk frugt eller marengs-surprise over bål til stor glæde for alle.

Henrik var ankermand bag Virum-Sorgenfri gruppes ’gourmet-profil’ og har i flere år gennemført de populære gourmetdage, hvor gruppens ledere blev udfordret med avancerede menuer og teknikker til at tilberede mad i naturen.

 

Voksende fællesskab
Henriks spejderkarriere går tilbage til 1972, hvor han startede som spejder i spejder i Allingåbro Gruppe på Djursland.

I Virum-Sorgenfri gruppe startede Henrik som leder for de 8-10-årige ulve i 1994 og blev derefter leder for juniorspejderne. Han har været ivrig redaktør af gruppens interne blad, Stafetten, der fortæller om livet som spejder i Virum-Sorgenfri. Også som central del af gruppestaben gennem flere år, har han bidraget til at skabe en sammenhængskraft i gruppen, som vi vil nyde godt af fremover.

 

De seneste år har Henrik formået at opbygge et fællesskab med gruppens unge ledere til gensidig inspiration og glæde. Henrik blev æresmedlem af ungdomsklanen Klan B– en post som klanens andet æresmedlem Michael Kerrn-Jespersen nu må bære videre alene.

 

I 2010 blev Henrik Madsen tildelt Lyngby-Tårbæk kommunes ’Ungdomslederpris’ for sit mangeårige virke hos KFUM-spejderne i Virum-Sorgenfri og for sit overblik, humor, kreativitet og gå-på-mod, der har givet børn og voksne inspiration til mange gode oplevelser i fritidslivet.

 

Spejderarbejde på nationalt niveau
Udover det praktiske og daglige arbejde for spejderne i Virum-Sorgenfri har Henrik lagt en stor indsats i spejderarbejdet på administrativt plan som bl.a. medlem af Landssamrådet for Børne- og Ungdomsorganisationer og som aktiv i KFUM-spejdernes udvalg for samarbejde mellem spejderne i Danmark og Mongoliet.

 

Henrik har gennem flere år været en af drivkræfterne bag det spejderlige islæt på Folkemødet på Bornholm, hvor en gruppe spejdere har opbygget en scene af rafter og ræb i ægte spejderånd.

 

Henrik; vi savner dig. Vi glæder os over alle de gode spejderoplevelser, vi har haft med dig og er taknemmelige for at havde lært dig at kende.

 

Dit minde vil altid være iblandt os. Fra nu af må vi spille ”Henriks Humørmarch”, som din gode ven og præst, Morten sagde til bisættelsen.

 

(hent mindeord som pdf




06/03-2018


 Hummeltoftevej 65, 2830 Virum - tlf: 30 56 36 34,